Politik og samfund·

Danmarks føderale parti

M
Martin Starch Sørensen
Forfatter
Danmarks føderale parti

Det sidste Danmark har brug for, er et nyt parti! Det er vist et standpunkt som rigtig mange vil erklære sig enig i. Ikke mindst i en tid hvor Mette Frederiksen nu på snart 7. uge kæmper for at sammensætte en ny regering ud fra det kludetæppe af partier som vælgerne har valgt ind i folketinget.

Men måske er der alligevel behov for et nyt parti. De temaer der vejede tungt ved valget i marts var vist overraskende for mange. Her står vi i en tid præget af amerikanske trusler mod Grønland, en lurende AI-revolution, krig i vores nærområde, klimamæssigt truende kollaps og senest også en energikrise frembragt af USA og Israels ensidige angreb på Iran. Og hvad var det så TV-stationerne gerne vil debattere? Krøllede grisehaler og rent drikkevand.

Det er helt igennem fuldstændigt gak. Man kan her vælge at pege anklagende fingere mod både journalister, politikere og for den sags skyld vælgerne. Man kan naturligvis også bemærke at bevares; vi er da mange der under grisene et mere værdigt liv. Men måske er det ikke lige dét tema der burde lægge beslag på den offentlige samtale i den tid vi befinder os i.

Europa fylder helt enormt lidt i mediebilledet og følgeligt i danskernes sind. Men samtidigt er det tydeligt at de fleste af de udfordringer vi står overfor kun meningsfuldt kan løses i europæisk regi.

Danmark er et lillebitte land. Uanset om vi ender med Mette Frederiksen som statsminister (igen), og uanset om det ender med at blive en Rød, en Lilla eller en Blå regering, så er det i EU at Danmarks fremtid skal søges. Et af de vigtigste og første spørgsmål til den kongelige undersøger, eller til regeringsforhandlingerne bør derfor være: hvilke mål skal Danmark følge i EU?

EU er i vanskeligheder. Vi bliver konstant udsat for ydmygelser og trusler fra USA's side. Rusland står og lurer i horisonten. Kineserne tæppebomber europæiske markeder med subsidierede biler og meget andet. Europæisk konkurrenceevne, innovation, energiselvforsyning, you name it, er under pres. Der er rigeligt med udfordringer.

Europa har alle muligheder for (igen) at blive en af verdens store spillere. Det er faktisk vores historiske rolle og moralske imperativ. Det kræver sådan set bare at vi tror på os selv, og at vi samarbejder.

Der er kritisk behov for reformer i EU. Der er behov for at begrænse de nationale regeringers mulighed for at stille sig på tværs når svære og fælles beslutninger skal træffes. Der er kort sagt behov for færre 'veto players'.

Der er behov for politikere i Danmark der gør det til deres hovedsag at tale Europa op. Der er behov for at blive talt meget mere om hvordan danske interesser på sigt kun kan varetages, hvis Europa bliver stærkere og mere samlet. Der er behov for igen at turde tale om reformer og integration på det europæiske plan. Der er behov for et parti der arbejder målrettet for at få Europa og europæiske institutioner både i TV og på skoleskemaet. Endelig er der behov for et parti der kan tjene som et lille eksempel for andre europæiske lande, på at der er europæere der tror på mulighederne for at skabe en god fremtid for vores gamle kontinent.

Kommentarer

Indlæser kommentarer...