Om samfundsmoral

Jeg mødtes med en god ven forleden. Vi sad på en vinbar på Vesterbro - en af de tidlige aftener i april hvor vejret er flot og foråret venter lige rundt om hjørnet, men hvor det samtidigt bliver bidende koldt så snart solen sniger sig ned bag bygningerne.

Vi talte, som vi ofte gør, om verdenssituationen. Om samfundsforhold og om, hvorhen udviklingen er ved at bringe os.

Vi talte naturligvis en smule om Trump, om tech-oligarker og om geopolitisk rivalisering. Men det er som om at de samtaleemner efterhånden er blevet for deprimerende, for fortærskede til at man overhovedet gider diskutere dem.

I stedet talte vi om en artikel, jeg netop havde læst. Den handlede om, hvordan vi bør stoppe med at tælle point. Pointen var, at vi i stigende grad bliver konditioneret til at optimere vores performance - vores "score" - også i sammenhænge der egentlig burde handle om noget helt andet. Fritidsløberen jagter sin personlige rekord, den studerende et bestemt snit, og selv buspassageren optimerer sin indsats i Pokémon Go.

Artiklen satte nogle bredere tanker i gang. Eksemplerne var tilfældige, men pegede på noget mere grundlæggende: Der er én ting, vi måler og jagter mere end noget andet – penge.

Penge er i praksis blevet tidens religion. Succes måles i penge. Der snakkes om entrepreneurship, startups og konkurrenceevne med henblik på at tjene penge. Der snakkes om boligmarked, obligationslån, aktieinvesteringer, afkast, AI-revolution og jobjagt, altsammen med et sigte på at opnå flere penge.

Samtalen førte os videre til en erkendelse, vi begge langsomt er nået frem til: Nogle af de værdier og prioriteter, vi tidligere har opfattet som fundamentale, begynder at fremstå mindre selvfølgelige. Måske er de ikke bare utilstrækkelige – måske er de en del af problemet.

Jeg har altid betragtet mig selv som liberalist. Individualismen har for mig været en grundlæggende og næsten uantastelig forudsætning for et velfungerende samfund.

Men der er bagsider. Når individualismen bliver dominerende, svækkes sammenhængskraften. Fokus flyttes væk fra fælles løsninger og hensynet til andre - og i sidste ende også fra hensynet til kommende generationer. Samfundskontrakten reduceres let til en cost-benefit-betragtning, som især for dem, der har været heldige og som har klaret sig godt, kan være svær at retfærdiggøre.

Samtidig er noget andet gledet i baggrunden. I takt med at religion - og især kristendommen - har mistet sin rolle, er der ikke opstået noget tilsvarende, der kan definere fælles normer. Individualisme og økonomisk tænkning har i nogen grad udfyldt tomrummet, men uden at tilbyde et egentligt svar på, hvad der er rigtigt og forkert.

Når vi alle reduceres til individuelle økonomiske aktører, der hver især (mere end noget andet) søger at maksimere vores egen net worth, og når både virksomheder og mennesker i stigende grad ignorerer de bredere konsekvenser af deres handlinger, så lever vi i et moraltomt, et moral-falleret samfund.

Det er ikke, fordi jeg selv står udenfor. Jeg er næppe mere moralsk konsekvent end gennemsnittet. Men det ændrer ikke på, at der er et behov for at genåbne den samtale. For at udfordre - og måske på sigt gøre op med - en kultur præget af konstant optimering og snæver egeninteresse.

Og måske er der alligevel ved at ske noget. Måske er der ved at være en gryende anerkendelse af at vi har mistet noget vigtigt. At skibet sejler uden styrmand. At vi mangler retning. At individualismen, selviskheden, grådigheden og griskheden har taget overhånd.

En del af nybruddet hænger givetvis sammen med USA's maskefald. Måske USA's gradvise overgang til autoritært styre omsider kan vække Europa fra sin årtier lange naive Tornerosesøvn. For meget af den egoistiske og ja, nihilistiske egen-maksimering er jo i stor udstrækning tankegods der stammer fra hegemonen på den anden side af Atlanten. Når vi i lyntempo bliver tvunget til at gentænke vores plads i verden som kontinent, så vil det være oplagt også at gøre op med koncepter som shareholder value, utæmmet kapitalisme og idéen om at næsten alt kan gøres op i penge.

Det handler ikke om at indføre socialisme. Markedsmekanismerne er fortsat et stærkt og nødvendigt redskab. Men de kan ikke stå alene. Der er behov for et stærkere moralsk kompas – og for en fornyet forståelse af fælles ansvar, både i Danmark og i Europa, hvis vi skal bevare reel selvstændighed i en verden, hvor vi ikke længere kan læne os op ad USA.

På den mest ultimative dimension kan denne moral afkræve os forpligtelsen til at være villig til at ofre livet for friheden og selvstændigheden. Vi håber jo nok alle på at vi ikke ender med at stå overfor valget. Men hvis vi ikke har moral i vores samfund, og hvis alles interesse er centreret omkring egne små hensyn, så vil det nok være svært at se mange for sig være villige til at ofre livet for fædrelandet.

De kommende år vil kræve meget af os. Europa har i vid udstrækning svigtet sig selv – både politisk og strategisk. Manglen på langsigtet tænkning og reel integration har gjort os sårbare. Hvis vi skal opnå større uafhængighed af både USA, Rusland og Kina, kræver det en grundlæggende gentænkning af mange af de antagelser, vi har taget for givet i årtier.

Det indebærer også en genovervejelse af vores fælles moral. Ikke som en abstrakt størrelse, men som et nødvendigt fundament for det samfund, vi ønsker at være.