Små eksperimenter
Jeg elsker at købe bøger i Politikens Boghal på Rådhuspladsen. Det er en butik jeg har besøgt de sidste 20+ år vil jeg tro, og her føler jeg mig dejligt hjemme. Min strategi for at vælge nye bøger at læse er ikke specielt gennemtænkt eller gennemarbejdet. Jeg går ind i butikken, går næsten uværgeligt ned i kælderen, og så kigger jeg ellers på det velkuraterede udvalg af bøger og køber de 2-3-5 bøger jeg lige falder over, som ser interessante ud og som jeg kan mærke en trang og nysgerrighed efter at læse.
En af de seneste bøger jeg på denne lettere tilfældige vis er faldet over, hedder Tiny Experiments (How to live Freely in a Goal-Obsessed World) og er skrevet af Anne-Laure Le Cunff.
Bogen kan på en måde tilskreves en hvis del af æren for at der er indhold at læse på denne blog. Én af pointerne i hendes bog er nemlig en opfordring til at lave en veldefineret pagt med sig selv, enten privat i sit sind, eller offentligt, om at forpligte sig til at gøre noget (nyt) med en fast frekvens over en afgrænset periode. Det kunne fx. (og helt hypotetisk!) være at forpligte sig til at skrive indhold på en blog med en hvis frekvens.
Der er nu også mange andre gode pointer i hendes bog - den kan i det hele taget varmt anbefales.
Hun skriver blandt andet også at det er vigtigt ikke at være bange for at begå fejl. Perfektionisme, eller frygten for at gøre sig til grin, eller på anden måde fremstå kikset, uprofessionel, udygtig eller andet kan holde os tilbage fra at prøve nye ting. Omvendt kan det ikke at prøve jo også helt naturligt føre med sig at man ikke bliver bedre.
Denne pointe har så også forbindelse til en anden pointe i bogen om at fokusere på både hoved, hjerte og hånd, når en opgave (eller en pagt) overvejes. Hovedet kan give svar på om opgaven er passende. Hjertet kan svare på om opgaven er spændende, og 'hånden' kan svare på om opgaven i det hele taget kan gennemføres.
De ting vi vælger at give os i kast med har naturligt nok en større chance for at blive 'succesfulde' (læs: meningsfulde) hvis vi både har hoved, hjerte og hånd med i opgaven, og hvis vi så også øver os, ved at repetere og op-øve vores kunnen indenfor det nyt område.
Hvis hverken hoved, hjerte eller hånd er med i en opgave, så føles opgaven tung, og tiden lang. Minutterne og timerne slæber sig afsted, og man kan nærmest føle livet blive suget langsomt ud af kroppen. Omvendt, hvis man ender i en 'Zentilstand', hvor opgaven er stimulerende, meningsfuld, (tilpas) udfordrende og på andre måder resonnerer i én, så kan timerne og dagene flyve afsted.
Bogen låner her lidt fra Græsk mytologi og sprog, og sondrer mellem Kronos - den mekaniske, kvantitative opmåling af tiden, hvor minutterne og timerne ubønhørligt henruller, og så Kairos, der i højere grad indfanger det mere kvalitative element ved tiden - er tidspunktet det rigtige? Bliver stunden anvendt til det rigtige og passende formål?
Det er her vi når til kernen af Anne-Laures bog. Livet, og karrieren, behøver ikke at være en fast lineær progressiv størrelse, hvor man fra en tidlig alder vælger et formål og et felt, og så følger denne retning distraktionsfrit og ensidigt i al fremtid.
Som alternativ anbefales en mere eksperimentel, nysgerrig og legerig fremgangsmåde. Man skal forpligte sig, men kun for en periode, og herefter løbende evaluere, og mærke efter, hvordan det går. Er man på vej i den rigtige retning, skal der justeres kurs, eller er det faktisk tid til at sejle en helt anden vej. Herved muliggør man, ifølge Anne-Laure et brud med den klassiske lineære 'karrierefortælling', og skaber en værktøjskasse hvor det er rejsen, og ikke målet, der er destinationen.