The Owned Continent

Jeg er for tiden ved at læse 'The Owned Continent' af Dave Keating. Dave Keating er en amerikaner, der efter George Bush Jr's anden valgsejr i 2004 i afmagt valgte at emigrere til Europa. Det var en periode hvor udviklingen i EU tegnede lovende. Euroen var blevet indført få år forinden, EU blev udvidet med nye medlemmer, der var økonomisk vækst, og fremtiden tegnede lys. Dave Keating så i EU en samfundsmodel og en måde at agere på i verden der virkede attraktiv på ham set i lyset af hans oplevelser med et splittet og usikkert amerikansk samfund. I EU slog han sig først ned i London, sidenhen flyttede han til Bruxelles, og har også tilbragt tid i Berlin og Paris.

Det tidspunkt han valgte for at flytte til EU skulle imidlertid også vise sig at være det sidste hvor fremtiden så lys, eller i hvert fald uproblematisk, ud for EU. Den efterfølgende sommer i 2005 blev den initielt ratificerede EU-forfatning forkastet af franske og hollandske vælgere, og EU blev kastet ud i en politisk krise. Sidenhen fulgte naturligvis finanskrisen, den græske gældskrise, og lidt senere igen den britiske udmelding af EU, Trumps indmelding, Corona, Orban und so weiter.

The Owned Continent bidrager med et interessant perspektiv på EU's udfordringer. Forfatteren er en amerikaner af fødsel og opvækst, men hvis hjerte mest gløder for at bidrage til at realisere EU's endnu uindløste potentiale. Dette perspektiv er naturligvis særligt relevant ift. EU's position overfor netop USA, og det er da også netop denne relation der er bogens absolutte hovedfokus.

Det som Dave Keating, med sit amerikanske perspektiv oplevede da han flyttede til EU, var at han ankom til et kontinent der var fuldstændigt sovset ind i amerikansk kultur. Han oplevede dermed en slående afstand mellem hvor lidt fokus USA/amerikanere generelt har på Europa i forhold til hvor meget fokus europæere i gennemsnit har på USA og amerikansk kultur. Han oplevede hvordan de fleste europæere tænkte på USA som deres ven, og antog at følelsen var gengældt. Han kunne dermed se denne relation for hvad den var - ekstremt ulig, idet han vidste at dette absolut ikke er et perspektiv der er tilsvarende udbredt hos den gennemsnitslige amerikaner.

Bogen fokuserer herefter på at analysere de mange forskellige måder som USA øver en altdominerende indflydelse - og magt - over EU på. Nogle, som fx. Hollywood og amerikansk popkultur hører til under kategorien blød magt; det er den slags magt der dels får os til at tro at USA er vennen der vil os det godt, at USA's interesser er legitime, og at vi 'i virkeligheden' godt vil opnå de samme mål som USA gerne vil opnå.

Derudover er der også de forskellige mere hårde magtforhold, der etablerer og vedligeholder USA's magt over EU. EU indgår i en verdensorden der i meget store træk er dikteret af USA. Dollaren er fortsat verdens primære reservevaluta. Det meste af den finansielle infrastruktur, og stort set hele betalingsinfrastrukturen er amerikansk. USA ville med et tweet kunne paralysere så godt som alle betalinger og dermed næsten al økonomisk aktivitet indenfor EU, da både VISA og Mastercard (for slet ikke at tale om SWIFT) er styret fra USA.

USA sidder naturligvis desuden tungt på teknologisektoren. De fleste virksomheder i EU kunne lukkes ned, nærmest fra dag til dag, hvis man fra Amerikansk side besluttede sig for at lukke dem ude fra de store offentlige skyer (Microsoft, Amazon, Google). Vi ville iøvrigt heller ikke vide hvor vi befandt os, da størstedelen af alle lokalitetstjenester alene anvender amerikansk GPS, og ikke det europæisk udviklede alternativ Galileo.

Den kæmpe magt som USA har over EU betyder at vi løbende bliver tvunget (og dermed ydmyget) til at acceptere aftaler der absolut ikke er i vores interesse. Senest fremhæver Dave Keating 'the 2025 surrender summer'. EU blev dels ydmyget i NATO-regi og måtte kalde Trump for 'daddy', og måske endnu mere ydmygende måtte EU acceptere ensidige tariffer på 15% på handel, samt acceptere fremtidige dyre og afhængighedsskabende køb for $750 milliarder LNG, for slet ikke at tale om løfter om yderligere amerikanske våbenkøb. EU er derved oveni alle de ovenstående afhængigheder nu også ved at gøre os mere afhængige af USA indenfor energiforsyning.

Til sidst, og måske mest afgørende, er der naturligvis spørgsmålet om militær dominans. Og her lægger Dave Keating ikke fingrene imellem i sin analyse af NATO. Hvor vi lidt karikeret har den forestilling i Danmark, at NATO er den beskyttende ven der nok skal komme og redde os hvis det en dag virkeligt brænder på, så ser Dave Keating NATO som et ensidigt amerikansk kontrolredskab til at sikre sig leverage og kontrol over EU som et de-fakto protektorat.

Et relevant eksempel på denne underliggende agenda er at USA i 2000 under Bill Clinton fremsatte meget skarpt formulerede trusler mod EU-landene, da det kortvarigt var på tale at organisere EU-landene som en fælles stemme indenfor koordineringen i NATO. USA har her en afgørende interesse i at sikre at Europæisk militær forbliver ukoordineret og underlagt amerikansk 'command and control'.

Det er naturligvis ikke USA's 'skyld' det hele i Dave Keatings optik, snarere tværtimod. Dave Keating udtrykker en nærmest konstant undren over hvordan EU igennem så mange år, og så konsekvent, har formået at adressere sine mange udfordringer og problemer, på så inkompetent og uformående en vis. Her er der naturligvis masser af eksempler der kan fremhæves, afhængigt af hvor langt tilbage i tiden man har lyst til at gå. Et tidligt tidspunkt hvor det gik galt, var i 1954 hvor The European Defence Community (EDC) blev foreslået. Her var der en mulighed for at etablere en koordineret vesteuropæisk militær organisation der på sigt kunne reetablere øget egen-kontrol over militær organisation. Men EDC blev forkastet af det franske senat, og dermed aldrig virkeliggjort.

Når man gennemgår alle de punkter hvor EU de-fakto befinder sig i et ydmygende vassalstatsforhold til USA, og påtænker at dette efterhånden har stået på siden 1945, så nærmer vi os jo faktisk det af Kina mytologiserede 'century of humiliation'. Det er svært at være optimistisk. Og det er så også Dave Keatings afgørende pointe om hvor vi skal bevæge os hen for at undslippe USA's åg: vi skal lære at tro på os selv, og vi skal frem for alt øge europæisk sammenhold og føderalisme. Et måske lidt overraskende men også 'sensible' perspektiv er her at han foreslår at Engelsk bør være redskabet til at øge dette sammenhold.

Selvom Engelsk efterhånden snarere er ved at være fjendens sprog, så er det også det 'lingua franca' som tales af absolut flest mennesker i EU. Han påpeger hvordan der i dag er 5 gange så mange europæere der taler engelsk, som der relativt set var franskmænd der talte fransk i 1794 (!). Han påpeger hvordan Eurovision ses af flere mennesker end superbowl, oscars og grammys tilsammen, og at der er brug af meget mere af samme skuffe. Der er brug for at producere masser af europæisk 'content' der kan overdøve og udkonkurrere det amerikanske bras. Allerhelst burde det amerikanske bras måske begrænses reguleringsmæssigt, men her er problemet naturligvis at dette vil USA ikke tillade, så længe de har magt over os.

Vi kan først for alvor regulere og styre EU efter egne interesser når vi velvidende at vi hviler i egen magt kan sige 'nej' til USA. Uafhængighed af USA kan også muliggøre større samarbejde med fx. Kina, da vi derved kan gøre os mere ensidigt afhængige og satse på flere heste. Uafhængighed: øget europæisk sammenhold og integration, samordnet kommando- og indkøbsstruktur blandt de væbnede styrker, mindsket energiafhængighed via atomkraft og renewables,opbygning af et reelt alternativ til amerikansk teknologidominans. Vi skal kort sagt fokusere på alle de punkter hvor USA har magt over os.

Der vil være rigeligt at se til i de kommende år. Lad os alle kæmpe for at stoppe de konstante ydmygelser.